top of page

Lige efter sygemelding

Når man bliver sygemeldt med stress eller et andet psykisk problem kommer dette typisk som kulminationen på en periode, hvor man har haft det skidt og har fået tiltagende symptomer, måske søvnproblemer, tristhed, irritabilitet, udmattelse, koncentrationsbesvær osv.

Når sygemeldingen starter er det så typisk med en forståelig forventning om at få det bedre. Afhængig af, hvad problemet er, og hvor længe man har haft symptomer, kan man dog faktisk godt opleve, at få det værre i begyndelsen af ens sygemelding. Man føler sig måske endnu mere træt og stresset, end man var i ugerne op til sygemeldingen, og oven i dette har man lige pludselig fået en masse tid til at tænke i- og sommetider overtænke. 

I forhold til at være sygemeldt er der nogle ting, som man skal forholde sig til så som sin arbejdsgiver, læge og kommunen. Det er en rigtigt god ide, at få klaret dette, selvom det ikke nødvendigvis føles rart. Udover dette kommer der ofte mange spørgsmål i ens hoved, som man sommetider forsøger at finde svar på: 

​​

"Hvad så nu?”, “Er jeg rigtigt syg?”, “Kunne jeg ikke have klaret det hvis jeg havde…..?”, “Hvad skal få tiden til at gå med?”, “Måske skulle jeg få gjort alt det, som jeg ikke har haft tid i de sidste 2 år?”, “Når alle ved, at der har været et dårligt arbejdsmiljø på min arbejdsplads, hvorfor er jeg så den eneste, der er blevet sygemeldt?", “Er jeg en særlig sårbar type?”, “Er jeg sådan en, som der altid fremover skal tages særligt hensyn til?", “Hvad hvis jeg ikke får det godt igen?”, “Kan de finde på at fyre mig?”,“Må de det?" “Hvor lang tid skal jeg være sygemeldt for at jeg risikerer dette?”, “Kan jeg håndtere det økonomisk, hvis jeg ikke får den samme indtægt om 6 måneder som nu?”

​​

Alle den slags spørgsmål vil man måske gerne finde et svar på hurtigst muligt. Det er dog sjældent muligt, eller særligt sundt at lede efter disse svar i den første tid af en sygemelding. Men forsøge at løse de kortsigtede opgaver, som man er nødt til.

I det hele taget skal man forsøge at holde blikket på den nærmeste fremtid - prøve at forholde sig til at planlægge de næste par dage, eller den næste uge. Være helt konkret omkring ting, som man kan foretage sig i hverdagen, der langsomt kan skabe restitution. Noget af dette skal man måske prøve, selvom lysten ikke er der. Måske har man svært ved at finde lysten til det, men nogen gange kan ting være gode alligvel, når man har gjort dem.

© 2024 by Nordic Minds Aps

bottom of page